Din hund fortjener det bedste

Lige meget om du har en familiehund, en brugshund og/eller en hund som dyrker konkurrencer, kan din hund få brug for kiropraktik.

Din hund kan have spændinger – præcis som os mennesker

Mange hundeejere bliver overraskede, når de hører, at hunde kan få præcis de samme typer problemer i bevægeapparatet som mennesker.
Hunde har muskler, led og sener, der arbejder sammen for at skabe bevægelse – og derfor kan de også få låsninger, muskelspændinger og nedsat bevægelighed.

Det kan ske efter et fald, et hårdt ryk i snoren, en leg, eller ganske enkelt fordi kroppen har været i en ubalance over længere tid.
Ofte viser det sig ikke som en “klassisk” skade, men i små ændringer i adfærd og bevægelse.


Hvornår kan din hund have gavn af behandling?

Du kender din hund bedst – men her er nogle tegn, der kan tyde på, at der er noget, der spænder:

  • Halter let eller går stift
  • Har svært ved at rejse sig eller lægge sig
  • Hopper ikke op i sofa/bil som før
  • Er blevet mindre glad for at lege eller træne
  • Virker træt, irritabel eller ændret i adfærd
  • Slikker eller bider gentagne gange på bestemte områder

Oplever du noget af dette, er det en god idé at få hunden undersøgt. Mange spændinger kan afhjælpes, før de udvikler sig til egentlige skader eller kroniske problemer.


Kiropraktisk behandling til hunde – naturlig hjælp til bedre bevægelse

Som veterinærkiropraktor arbejder jeg med manuel behandling af hundens bevægeapparat – altså muskler, led og sener.
Behandlingen har til formål at genoprette normal bevægelse, mindske smerte og skabe balance i kroppen.

Jeg kombinerer kiropraktiske justeringer med blid muskelbehandling og massage.
Hunden mærker, at kroppen får det bedre, og mange bliver mere afslappede, sover bedre og bevæger sig mere frit allerede efter få behandlinger.

Kiropraktik er så meget mere end et ‘knæk’

Optimerer helbredet

Kiropraktik forbedrer sundhed og funktion i hele kroppen/skelettet, hvilket forbedrer kommunikationen mellem hjernen, kroppen og dens omgivelser, så den så præcist som muligt kan opfatte hvad der foregår og reagere passende.

Bedre bevægelighed

Ændret ledbevægelse, enten for meget eller for lidt, fører til ændringer i både nervesystemet og de omkringliggende muskler og sener.

I bevægelse kommer 80 % af et leds stabilitet fra de muskler og sener der krydser leddet. Så det er vigtigt at de arbejder korrekt.

Opretholder god proprioception

Proprioception er vores led- og stillingssans. Det som registrerer hvor vores krop og dens dele er i rummet, uden input fra synet, samt opretholder kropsholdning og kontrollerer bevægelse.

Både i hvile og i bevægelse.


Kort om slidgigt

Slidgigt kaldes artrose på dansk og osteoarthritis på engelsk – bare for forvirringens skyld 😉

Ved slidgigt begynder kroppen gradvist at nedbryde ledbrusken, og der kan dannes ekstra knoglevæv for at stabilisere eller beskytte leddet.
Det kan føre til stivhed, nedsat bevægelighed og i nogle tilfælde smerte – men ikke altid.

Slidgigt er en helt naturlig del af aldringsprocessen, både hos mennesker og dyr. Vi udvikler alle slidgigt i forskellig grad gennem livet.
Men processen kan forstærkes, hvis et led eller det omkringliggende væv ikke fungerer optimalt.
Når et område i kroppen ikke bevæger sig, som det skal, opstår der ujævnt slid og øget belastning – og det kan accelerere udviklingen af slidgigt.

Derfor kan manuel behandling, som fx kiropraktik, være en vigtig del af både forebyggelse og lindring.
Ved at forbedre bevægelsen i led og muskler hjælper man kroppen med at bevare så normal funktion som muligt og dermed reducere unødigt slid.

Slidgigt i sig selv behøver ikke at gøre ondt – men årsagen til, at den opstår, kan.

Betydningen af ordet slid/slitage = det at noget bruges så meget og så længe at det langsomt nedbrydes, typisk på overfladen.


Den ældre hund med begyndende slidgigt

En helt oplagt situation er den lidt ældre hund, hvor dyrlægen begynder at snakke om slidgigt.
Dyrlægen vil ofte anbefale smertestillende og/eller gigtmedicin – og det kan være en vigtig del af behandlingen.

Men måske du som ejer tænker, at der må kunne gøres mere og/eller andet – og det har du helt ret i.
Med manuel behandling – altså behandling af muskler, led og det omkringliggende bindevæv – kan vi hjælpe kroppen til at bevæge sig bedre og dermed aflaste de områder, der er ramt af slid.

Det ene udelukker ikke det andet.
Tværtimod kan en kombination af medicinsk behandling og manuel terapi ofte give den bedste effekt – både i forhold til bevægelse, komfort og livskvalitet.

Målet er, at din hund får den bedst mulige bevægelighed, mindre ubehag og en højere livskvalitet – uanset alder.
Selv med slidgigt kan din hund leve et aktivt, glædesfyldt liv, når kroppen får den rette støtte og behandling.